Axel Vang Christensen
gav hele eliten baghjul

Hurtigløberen Axel Vang Christensen går i 4. klasse på Byskolen.
Hurtigløberen Axel Vang Christensen går i 4. klasse på Byskolen.

10-årig løb fra eliten

Axel Vang Christensen vandt sin anden sejr i vintercross-turneringen

 Udskriv    Kommentér   Del

Sjællands bedste cross-løbere dystede lørdag i stormen i Allerød, og Axel Vang Christensen, 10 år, fra Hillerød gav hele eliten baghjul.

Under Dansk Atletikforbunds vinger dyster løbere på Sjælland i en cross-turnering med 4 afdelinger hen over vinteren - en samlet vinder kåres efter de 4 runder.

I kategorien Drenge 11 år stillede 10-årige Axel Vang Christensen til start, og han havde overraskende vundet første afdeling. Her havde Axel løbet afventende, men midtvejs over en stor bakke trak han fra feltet og holdt hele vejen hjem.

Lørdag skulle det briste eller bære, og Axel ville ændre taktik og for første gang prøve at løbe en konkurrence fra spids. Og det gav i den grad pote.

Han førte allerede efter få meter, og forspringet blev øget hele vejen. Ved målstregen efter 2 km var han hele 19 sekunder foran nr. 2 og 24 sekunder foran nr. 3. En uhørt stor margin og et resultat, der har vakt stor opsigt. Løbet havde ikke store stigninger, men den kraftige blæst var med til at udfordre de unge løbere.

En sejr giver 10 point og med sine 20 point har Axel nu et solidt forspring til sine nærmeste forfølgere, der hver har 15 point.

Axels førerposition skal forsvares på hjemmebane i Hillerød, hvor FIF afvikler den næstsidste afdeling den 14.3.2015 på Fruebjerg i Gribskov.

Men allerede i den kommende weekend er der bud efter den unge løber, som stiller til start til de Østdanske mesterskaber i Ballerup Superarena.

Det er ganske sjældent at se et rent mellemdistance-løbetalent, og FIF Hillerød er meget stolt af den unge løber, der er med til at samle point til klubben og dermed skabe omtale og sikre ny tilgang.

Til hverdag går Axel Vang Christensen i 4. klasse på Byskolen.