Idrættens samfundsregnskab 2008
Frivillig arbejdskraft i FIF Atletik for 468.000 kr.

3.489 trænere, ledere og frivillige hjælpere arbejdede sidste år i 365.967 timer for at sikre borgerne i Hillerød kommune et tilbud om at dyrke idræt. Det er hovedtallene i det samfundsregnskab for 2008, som Hillerød Samvirkende Idrætsforeninger (HSI) har udarbejdet for Hillerød kommune.
Skulle trænere, ledere, bestyrelses- og udvalgsmedlemmer og frivillige hjælpere have en timeløn på 120 kr. for at udføre det samme arbejde, ville det koste godt 43,6 mio. kr. om året at skabe tilbud om at dyrke idræt for de godt 17.000 borgere, der er medlemmer af kommunens idrætsforeninger. Det svarer til 216 fuldtidsjob.
Formålet med samfundsregnskabet er at synliggøre værdien af det bidrag, som idrætten yder til samfundet, og dermed vise, at de mange frivillige i kommunens idrætsforeninger ikke bare stiller krav, men også selv yder en kæmpe frivillig indsats til gavn for samfundet.
50 ud af 54 foreninger i HSI har bidraget til tallene, og FIF Atletik har bidraget med et samlet timeforbrug for frivillige ledere, trænere og hjælpere på i alt 3.900 timer, hvilket svarer til næsten ½ million kr.
 
Preben Olsen