Herning Games
Axel sætter dansk ungdomsrekord

Lørdag den 5. maj var Axel Vang Christensen taget en tur til Herning. Ikke for at se VM i ishockey, men fordi Herning Games havde 2000 m forhindring på programmet. Efter i flere år at have fulgt idolet fra USA, Evan Jagers mange fantastiske løb på forhindringsbanen, har Axel set frem til den dag, hvor han var gammel nok til at stille op til et forhindringsløb, og nu skulle det være.

På de 2000 m skal løberne forcere 23 forhindringer, heraf 5 med en tilhørende vandgrav. Forhindringerne er 91,4 cm høje, så det er en disciplin, der kræver stort mod at prøve kræfter med.
 
På debut-dagen var der en del nervøsitet. Banen syntes pludselig stor, og specielt udsigten til vandgraven gav sommerfugle i maven.

Axel startede dog frisk og fik heldigvis en flot første passering af forhindringen ved ca. 200 m. Derefter fulgte en rimelig passage af forhindringen ved vandgraven, og ved indgangen til anden omgang så det lovende ud. Men på næste tur på vandgraven indtræf katastrofen, da Axel kom skævt i vandgraven efter forhindringen og fald på maven kun med overkroppen lige over vandet. Han slog sig, men kom på benene, fandt sig selv efter næste forhindring og løb sig derefter op resten af løbet. 
 
Da Axel på sidste omgang var på vej mod vandgraven kaldte stævnespeakeren alle tilskuere op at stå og klappe og hjælpe Axel mod mål, idet det stod klart, at nu kunne kun et fald ødelægge et rekordløb. Et suk løb igennem alle da Axel "overlevede" vandgraven en sidste gang, og langs hele opløbet blev han både speaket og klappet i mål. Debut-vindertiden lød på 6,41.41 minutter, hvilket var ikke mindre end 33 sekunder under den danske ungdomsrekord for 14-årige, der blev sat i september 2006 af den nuværende landsholdsløber Thijs Nijhuis.

Ganske imponerende af unge Axel.

Stort tillykke med rekorden.