Østmesterskaber cross
Lille hold - stor succes

Lørdag den 16. december stod den på Østmesterskaber i cross, hvor tre unge og talentfulde atleter fra FIF Hillerød tog til Allerød for at kæmpe om medaljerne. Trioen bestod af søskendeparret Torbjørn og Sigrid Staugaard samt Axel Vang Christensen, og på præmieskamlen kom de alle.

Torbjørn var den første i aktion, og efter et rigtig flot løb over 2 km kunne han sikkert krydse målstregen på andenpladsen i gruppen D10. Dernæst var det tid til 3 km konkurrencen, hvor både Sigrid og Axel deltog. Sigrid i klassen P13 og Axel i D13. Straks efter starten lagde de sig begge i spidsen for deres respektive klasser. Axel var dog på de første 2 km tæt forfulgt af Olympia Maribos stærke løber, Noah Morell. En løber det ikke ville være godt at have med hjem til et spurtopgør. Heldigvis var Axel klar over faren, og på den sidste kilometer prøvede han med et par temposkift at slippe fri fra den stærke konkurrent. I andet forsøg lykkedes det, og da Axel forcerede den sidste bakke før målet, havde han et hul på ca. 20 m. Med en flot afslutning holdt Axel sig i spidsen over målstregen, og kunne senere kåres som Østmester i cross. Sigrid var ganske suveræn i sin klasse. Sammen med den talentfulde Spartaløber, Sofia Thøgersen, der løb i klassen P12, trak de hurtigt fra det øvrige felt, og havde faktisk kun Axel og Noah foran sig. Gennem løbet blev forspringet stødt udbygget, og efter en imponerende indsats sikrede Sigrid sig sejren og guldet.     

En virkelig flot præstation af de tre unge FIF'ere.   

En video fra dagens løb kan ses HER.









Sigrid, Axel og Torbjørn (i baggrunden til højre) viser stolte deres medaljer frem.