Lysstævnet 2017
Axel sætter ny klubrekord på 3000 m

Fredag den 6. oktober deltog 4 atleter fra klubben i Lysstævnet på Tårnby Stadion. Stævnet foregår om aftenen med stadionlyset tændt, samt med et bål og fakler langs banen, hvilket er med til at skabe en helt speciel atmosfære og stemning på stadion.

Ida, Elinor og Emilie løb 800 m, hvor Ida gik i front fra start i et fint tempo. På de sidste 120 m blev Ida overhalet af en enkelt løber, men kom i mål i den gode tid 2.37,34 min. kun ca. 1½ sekund fra PR. For Elinor og Emilie var det første gang, at de skulle prøve kræfter med distancen, men de gik rigtig flot til opgaven og kom fint i mål. Flot klaret piger

Axel, der på det seneste har vist fin form ved både Griseløbet og HCA Mini-maraton, havde udset sig 3000 m konkurrencen til at gøre et forsøg på at tilbage-erobre klubrekorden for de 12-13 årige, der tidligere på året var blevet slået af den talentfulde orienteringsløber, Gustav, i den flotte tid 9.57,94 min, hvilket var dansk årsbedste for aldersgruppen.

Løbet, hvor der var deltagelse af flere forskellige aldersgrupper, formede sig perfekt for Axel, der kunne løbe i mål i den meget flotte tid 9.44,20 min.

Tillykke til Axel med ny PR og klubrekord.








Gem Gem Gem Gem